23948sdkhjf

Ja tak-tilbud er en succes: Fordoblede omsætning på fire år

For fire år siden så Patrick Jensen fra Spar Vejgaard, at flere af hans kolleger i Spar-kæden var begyndt på de såkaldte ‘Ja tak-tilbud'. Med stor succes. 

Derfor tog han affære og forsøgte sig med det samme. Og siden da har Spar Vejgaard og Patrick Jensen, der er søn af købmand Thorkild Jensen, ikke set sig tilbage på den front. 

Faktisk er Aalborg-butikken blevet så populær på Facebook, at de i dag har 65.000 følgere, som følger med i de fire til fem daglige tilbud, som Patrick Jensen lægger op på siden.

Det gør dem til landets største Spar-butik på Facebook.

Fakta: Ja tak-tilbud 

Et ja tak-tilbud indebærer, at en forretning lægger et tilbud op på dens Facebook-side. 

Folk kan kommentere hvor meget de skal bruge, for eksempel “Ja tak 2 stk.” 

Derefter får de en bekræftelse, og de kan så henvende sig i butikken og få varen udleveret. 

Mange forretninger landet over kører med konceptet, men især Spar-kæden gør meget i det. Her er Spar Vejgaard Danmarks største med 65.000 følgere på Facebook. 

Alt mellem himmel og jord 

Patrick Jensen forklarer, at en af fordelene ved, at de er en Spar-butik er, at de ikke er forpligtede til kun at købe ind fra Dagrofa. 

- De fleste af vores Ja tak-tilbud får vi fra eksterne leverandører, der specialiserer sig i de her tilbud, fortæller han. 

Han uddyber, at det kan være mere eller mindre hvad som helst, som de sælger. Nogle dage er det dåsesodavand i hele rammer, andre dage er det hovedtelefoner, frosne kyllingstrimler, paddleboards eller insektfælder. 

- Forleden solgte vi 25 el-løbehjul på ét minut, fortæller Patrick Jensen.

Patrick Jensen kan sælge hvad som helst som Ja tak-tilbud. Da RetailNews er forbi er det insektfælder. Foto: Morten Hermann

 Folk køber en liter mælk med 

Grunden til den store succes med tilbuddene er selvsagt, at varerne er enormt billige. 

- Vi har ikke den store avance på de her produkter, siger Patrick Jensen. 

Men det er sådan set ikke det vigtigste, mener han. For på grund af de gode tilbud kommer folk langvejs fra. Folk kører fra store dele af Nordjylland for at få fingre i de gode tilbud. 

- Når folk alligevel er her, er der mange der lige køber en liter mælk eller en pakke smør med, fortæller Patrick Jensen, der anslår, at cirka 50 procent af Ja tak-kunderne køber nogle øvrige varer med. 

- Det kan virkelig mærkes på flowet i butikken. De dage, hvor vi ikke har ja tak-tilbud, kan virkelig mærkes. 

Og de mange kunder fra nær og fjern kan ses på omsætningen. I 2017, før det for alvor tog fart, havde butikken en omsætning på 30-35 millioner, fortæller Patrick Jensen. 

- I år regner vi med at lande på cirka 60 millioner, siger han. 

Altså tæt på en fordobling.

... og Coca Cola. Foto: Morten Hermann

Ekstra lager 

Den store efterspørgsel på Ja tak-tilbuddene har også sat sit præg på butikken. For eksempel har de fået et helt ekstra fryserum kun til varepartier af frossen kylling, isvafler, oksemørbrader eller pizzasnegle. 

Ligeledes har de for et par år siden gennemrenoveret butikken med blandt andet overskuddet fra Ja tak-tilbuddene. 

Men det tager naturligvis også tid at bestyre siden på Facebook. 

- Jeg bruger nok et par timer om dagen på arbejdet, og så kan jeg også sidde lidt om aftenen med det, siger Patrick Jensen, der må videre i dagens gøremål. Han har nemlig lige solgt 10 paller Monster-energidrik. 

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.126